Æresmedlemmer
Audiologopædisk Forenings bestyrelse udnævner fra tid til anden æresmedlemmer, som yder en særlig indsats for vores fag.
Åse Ørsted
Bestyrelsen vedtog at udnævne Åse Ørsted til æresmedlem i 2025 for at udtrykke tak for hendes store faglighed, hendes nytænkning og hendes vedholdenhed.
Åse har igennem dekader af år først og fremmest haft fokus på stemmelidelser og dysarti – først i sit virke på Taleinstituttet i Hellerup og på Glostrup Hospital, og desuden som underviser på Danmarks pædagogiske Universitet samt på Københavns Universitet.
I logopædiens tidligere dage blev datidens stemmearbejde enten udført på baggrund af Eigild Forchhammer: Auditiv Analytiske Metode eller Sven Smiths Accentmetode – og der var i høj grad tale om et enten/eller.
Åse var imidlertid en visionær logopæd, der gerne rejste ud i verden for at tilegne sig ny viden, og således bragte hun efter ophold i Schweiz Coblenzers VRF-teknik (Vejrtrækningsrytmisk Fonation) med tilbage til Danmark.
Trods hjemlig modstand fra udvalgte fagfæller holdt Åse kurser og oplæg og holdt modigt ud, som en sand pioners dedikerede indsats til gavn for mennesker med stemmelidelser.
I 1994 blev Åse Ørsted, som eneste skandinaviske logopæd, i øvrigt certificeret af professor Coblenzer, som således anerkendte hende som formidler af metoden. Med sin holistiske tilgang bliver Åses undervisningsmaterialer i øvrigt også flittigt brugt af logopæder i arbejdet med børnestemmer.
Åse har også været i både Australien og New Zealand på længere ophold og fandt desuden interesse for amerikanske Jo Estill, som har gæstet Danmark flere gange, hvor hun har holdt kurser for sangere, skuespillere, logopæder og retorikere.
De af os, der har haft den store fornøjelse at deltage på Åses kurser ved, at hun er håndværker med stort H. Der var et skarpt blik på vores præstationer, der blev korrigeret undervejs, men altid på den mest anerkendende måde. Åse kunne også – med vid & bid – beskrive nyhedsoplæsere, der burde bortvises fra enhver mikrofon, eller politikere, der aldrig ville få Åses stemme på grund af deres stemme.
Ovennævnte er for en stor del skrevet i datid, for Åse passerede egentligt pensionsalderen for omkring 25 år siden, men hun er skam stadigvæk aktivt praktiserende! Dog er arbejdsmængden reduceret til 3-4 voksne elever.
I alle sine virksomme år har Åse desuden været medlem af ALF!
I 2024 udgav Åse bogen Mit Livstestamente. Åse har desuden tilbudt, at alle hendes undervisningsmaterialer m.m. doneres til SDUs fagbibliotek.
Åse Ørsted er en sand legende og pioner indenfor dansk logopædi. Det er derfor også med stor ydmyghed og stor anerkendelse, at ALF hædrer Åse som æresmedlem!