I Danmark kæmper alt for mange børn og unge med sprogvanskeligheder. For disse børn er sproget nøglen til at kunne deltage i læring, sociale fællesskaber og udvikle deres fulde potentiale. Men alt for ofte bliver deres udfordringer overset eller nedprioriteret i den brede debat om børn i vanskeligheder og i mistrivsel. Sprogvanskeligheder er en af de mest oversete årsager til mistrivsel og indlæringsvanskeligheder. Et barn, der ikke forstår sproget eller ikke kan udtrykke sig, risikerer isolation, misforståelser og lavt selvværd.
De kommende lovændringer på PPR-området er en vigtig mulighed for at sætte fokus på tidlig og forebyggende indsats – netop dér, hvor børnene er – i daginstitutionerne og i folkeskolen. For at denne indsats skal lykkes, er det afgørende, at børn med sprogvanskeligheder får den rette hjælp – hurtigt og fagligt kvalificeret.
Når ekspertgruppens anbefalinger om lovændringer lander, og den politiske dialog går i gang, er det helt afgørende, at logopædernes praksisnære og forebyggende arbejde bliver tænkt med fra starten. Vi står midt i en tid, hvor mange børn kæmper med sprogvanskeligheder, og hvor der samtidig er store ambitioner om at styrke fællesskaberne og den tidlige indsats i almenområdet.
Logopæder arbejder tæt sammen med lærere, pædagoger og forældre og sikrer, at børn ikke tabes på gulvet – men løftes ind i fællesskabet. Den opgave kan ikke løftes, hvis ikke logopæderne får de rammer og ressourcer, der kræves.
En styrket indsats for børn og unge med sprogvanskeligheder kræver tydelige rammer, faglig ledelse og ressourcer til at udføre opgaven. Det håber vi, at politikerne vil have blik for.