Rejsebrev fra IALP

Innovation and Inspiration in Communication, Sciences and Disorder

Om IALP
International Association of Communication Sciences and Disorders en verdensomspændende organisation, der repræsenterer mere end 300.000 medlemmer!

IALP arbejder på at forbedre livskvaliteten for mennesker med tale/sproglige- og/eller kommunikative vanskeligheder gennem forskning, uddannelse og klinisk praksis. ALF har gennem flere år haft samarbejde med IALP og gennem dette medlemskab har ALF´s medlemmer mulighed for blandt andet at at deltage i internationale konferencer og workshops.

Udveksling med kolleger fra hele verden styrker mulighederne for faglighed og for netværksdannelse og åbner døren for samarbejder på tværs af landegrænser.

På konferencen var ALF repræsenteret af Anke Wolffhechel, Iben Ironman og Anne Haven. Desuden deltog ALF´s formand, Sahra Mengal i sin egenskab som præsident for ESLA.

MALTA 2025
Der var rigtig mange oplæg, som kørte parallelt i syv spor. Hver morgen begyndte dog med et fælles oplæg i plenum og herefter gik vi så til de oplæg, som nu ifølge programmet så ud til at være af interesse.
Sahra stod vagt i ESLA´s stand i Udstillingshallen, hvor der foruden mange andre udstillere også var mulighed for at se på Posters.
Dagene begyndte kl. 8.30 og sluttede 17.30, så det blev til rigtig mange præsentationer.  I det følgende beskrives derfor kun et udpluk.

AI
Kunstig Intelligens var absolut et hedt emne. En oplægsholder præsenterede os for alle de fortræffeligheder, som eksempelvis NVIDIA (firma) stiller i udsigt i den medicinske verden, og havde til lejligheden med bragt en case: Daniel, 12 år med stammen.

AI beskrev lynhurtigt Daniels stammen. Wow – dog så generelt, at analysen egentlig blot var en generel ordbogsforklaring og slet ikke en analyse af drengen.

Derpå skulle AI generere en intervention. Wow! Det virkede faktisk også meget overbevisende, men undervejs skitserede oplægsholderen forskellige dilemmaer: hvor sikker er den foreslåede intervention, og hvem har ansvaret, hvis AI foretager fejlanalyser?

Til sidst blev det i øvrigt afsløret for os alle i den måbende forsamling, at Daniel faktisk slet ikke var et ægte menneskebarn, men at han var et AI-genereret barn!

I et andet projekt blev AI brugt til at scanne interaktionerne mellem legende børn med henblik på at vurdere deres samspil og kontakter i leg. Altså en observation og analyse – meget effektivt!

Det gik sådan set også meget godt bortset fra, at AI ved et uheld kom til at scanne noget legetøj, der lå spredt på gulvet, og scanningen blev fejlagtigt ”oversat” til at være et barn, der lå (passivt) under et bord. Det var nu ikke fordi oplægsholderne var teknologiforskrækket, men som det er lige nu, er AI bedst til hårde data og statistik,og ikke aktiviteter, der involverer kontakt, empati, etik og relationer, som jo er vigtige ingredienser i vores erhverv. Så verden har fortsat brug for audiologopæder, men ingen tvivl om, at udviklingen går stærkt. Og ingen tvivl om, at der bestemt er områder, hvor AI kun med fordel kan anvendes.

Der var flere interessante oplæg med autisme. Et af indlæggene, som skal fremhæves her, omhandlede vigtigheden af at arbejde med narrativer. Mange børn og unge fortæller på en måde som om, der er tilskuere i eget liv (anvender f.eks. ofte 3. person om sig selv), og de er mindre selv-referentielle ift. andre mennesker.
Det har konsekvenser for identitetsudvikling, og det giver desuden typisk vanskeligheder med at fastholde egen livshistorie. Derfor lød opfordringen at arbejde med dagbøger/auto-biografier, som kan understøtte livsfortællinger.

Det er måske ikke er så overrasksende for danske, specialpædagogiske øren, men det er godt at blive mindet om det. På institutionsområdet i Danmark ser den slags arbejde i al fald ud til at blive nedprioriteret mange steder. Måske er det er gået lidt i glemmebogen til fordel for andre fokusområder, måske fordi det er blevet så nemt at lægge billeder på Aula eller på bostedets fælles platform, hvilket imidlertid ikke fastholder den enkeltes fortælling på samme måde som en bog med skrift og billeder.

DLD-området var også rigt repræsenteret. Et af de mere ”bløde” eller kvalitative præsentationer omhandlede en Quality of Life undersøgelse af børn og unge med DLD. Gruppen blev sammenlignet med børn og unge med typisk sproglig udvikling.

Vanskeligheder i DLD-gruppen tiltager ikke overraskende med alderen. Listen over konsekvenser omfattede somatiske reaktioner (hovedpine, mavepine), lavt selvværd og ikke mindst ensomhed. DLD er i sandhed en livslang følgesvend med livslange konsekvenser.

Det giver anledning til refleksion over, at intervention med fokus på sprog ikke kan stå alene. Der skal også være fokus på at ruste den enkelte til at tage hånd om egen ”sprog-situation”. I forlængelse heraf skal omtales et finsk projekt, hvor der på baggrund af testning af indsatte i et fængsel efterfølgende blev givet tilbud om logopædisk intervention. De indsatte viste stor motivation for deltagelse i undervisningen, for, som oplægsholderen sagde: ”Det er jo et afbræk i hverdagen”.

Der var (naturligvis) en stærk overrepræsentation af DLD blandt de indsatte, uden at der dog blev draget den forhastede konklusion, ”at DLD er vejen til fængsel”.

Danmark styrer!
På det audiologiske område blev blandt anden beskrevet ”God Start” tiltag (dvs. intervention i forlængelse af konstateret høretab i forbindelse med neonatal hørescreening) samt studier, der omhandlede effekten af to CI´er vs. et enkelt CI, ligesom der var oplæg, der handlede om nødvendigheden af intervention i forlængelse af CI-operation.

På dette område er Danmark hestehoveder foran, hvilket naturligvis var virkelig dejligt at konstatere. Jeg tillader mig i den forbindelse at give et stort skulderklap til Decibels Forældreforening samt til de audiologopæder, der med vidvinkel, fremsynethed og vedholdenhed har bakket foreningens forældre op, da de i sin tid satte hælene i jorden overfor det dengang eksisterende vejledningssystem. Og så skal man jo heller ikke underkende værdien af, at høreteknologi-producenterne over en bred kam supporterede med økonomiske tilskud, som dengang gjorde det muligt at importere ”toppen af AVT-poppen” til Danmark.

Og så havde Danmark sørme også dansk præsentation på oplægsfronten!! –  i form af Jytte Isaksen fra SDU.

Jytte fortalte om nødvendigheden af og erfaringerne med KomTil–programmet (Kommunikativ Tilgængelighed), som fokuserer på at nedbryde de sprogbarrierer for mennesker med afasi eller andre former for kommunikationsvanskeligheder, der på flere parametre kan betyde et dårligere udbytte af rehabiliteringstilbuddet. Det var en virkelig fin præsentation, der blev taget godt imod af tilhørerne.

Kontrasternes konference
Der var store kvalitetsmæssige udsving på en del oplæg, hvilket ikke kan undre, for der er jo blandt andet deltagelse fra kulturer, som har et helt andet menneskesyn og et andet syn på (re)habilitering, end det, vi er vant til Her har vi alle en funktion i at deltage i den udveksling, der kan ske i pauserne, så ”gode eksempler” kan blive til inspiration for andre.

Verdenskonferencen skulle egentligt have været afholdt i Tel Aviv, da det var Israel, som havde værtskabet i år, men grundet konflikten i Mellemøsten blev konferencen flyttet til Malta; fortsat med Israel som værter.
Forud for konferencen modtog vi ”sikkerhedsmails”, og sikkerheden var bestemt også opgraderet, så der både var politi og vagter til stede.

Flere lande havde dog valgt at boy cutte arrangementet, hvilket måske kan forklare, at der kun var omkring 500 deltagere mod de 900 deltagere ved forrige konference. I ALF drøftede vi også for og imod deltagelse forud for konferencen, men vi tilsluttede os opfordringen om at holde fokus på det logopædiske fag og ikke på politik.

Grundet det israelske værtskab var der naturligvis mange præsentationer fra Israel, hvilket var både forståeligt og i orden. Men! Flere israelske oplægsholdere havde garneret deres præsentationer med en gul sløjfe som et symbolsk udtryk for sympati med de tilfangetagne gidsler. Det er aldeles rædselsfuldt, hvad der er sket/sker for gidslerne og for deres familier, ligesom det er aldeles rædselsfuldt, at børn og voksne i Gaza dør af sult og/eller manglende lægebehandling.

Derfor kom de gule sløjfer gav flere af os en ubehagelig smag i munden, fordi vi synes, at arrangørerne burde have været bevidste om den slags ”detaljer”, hvilket vi kommer til at kommentere på, når vi modtager evalueringsskema. Sket er under alle omstændigheder sket, og konflikten i det hjørne af verden er ulykkeligvis kun taget til.

Vi tog af sted med en intention om at lade det faglige overrule ufred, og på trods af den ubehagelige smag, må vi også konstatere, at der var flere gode internationale indlæg, og i ALF fik noteret flere navne, som kunne være relevante at invitere her til lands på et tidspunkt.

På ALF´ernes vegne
Anne Haven