Science of Aphasia 2025

SOA har været afholdt i københavn d. 15.-19. september 2025. Det overordnede tema for den årlige konference er ny international sprogforskning i afasi, hvor fagfolk fra både lingvistik, neuropsykologi og audiologopædi er repræsenterede. Der var fire temaer for denne konference: sprog i relation til skader i cerebellum, AI i sprogforskning, multilingual afasi og afasi i rehabilitering. Disse temaer præsenteredes i en kombination af inviterede keynoteforelæsninger, mundtlige oplæg om relevante sprogforskningsprojekter og posterpræsentationer. Der var både fokus på afasi ved stroke og ved progredierende sproglige vanskeligheder som PPA. Her er nogle hovedpunkter:

 

Cerebellær afasi:

Cerebellære skader kan give sproglige eller kommunikative udfordringer, der – udover dysartri – kan fremstå som afasi. Cerebellum kobles via midthjernen sammen med modsidige cortex, hvorfor skader i højre side af cerebellum er mest fremtrædende ang. sprog. Der var fokus på tDCS stimulation af cerebellum (ved cortikal skade) og virkningen af dette – dog uden sikre resultater.

 

AI:

AI kan potentielt være en stor hjælp i sproganalyse af store mængder data, men der er ikke umiddelbart en simpel løsning (også jf. nedenstående om andre sprog) Det er af største betydning, at man stiller de rette spørgsmål til AI og beder AI om at argumentere for sine resultater. Forskerens rolle kræver tjek af AIs analyse og ofte en iterativ proces, hvor AI under supervision skal lære at analysere for at komme frem til anvendelige og valide resultater. Der er dog fortsat store udfordringer med persondatasikkerhed ved f.eks. de bredt tilgængelige redskaber (ex. chatGBT).

 

Multilingual afasi:

Sprog- og afasiforskning er primært udført med fokus på engelsk, hvorfor der er brug for øget forskning på andre sprog for dels at øge kendskabet til de specifikke sprog i verden samt for at forsøge at tilstræbe overordnet viden om samspillet imellem sprog og afasi. Forskellige steder i verden synes afasi at fremstå på måder, der afviger fra vores hjørne af verden – sandsynligvis afhængigt af sprogstruktur og -kultur. Der er mere og mere fokus på ikke-engelske sprog i både sprog- og afasiforskning. Men det kræver ofte en anden tilgang til analyse og forskning. (En særskilt workshop med dette fokus blev afholdt fredag). Desuden er store dele af verdens befolkning under indflydelse af flere sprog, hvorfor de forskellige sprogs påvirkning af hinanden ved afasi undersøges i tiltagende grad. I sprogforskningen er der et sammensurium af termer, der ikke altid er veldefinerede, hvilket kunne ønskes mere ensartet for både at lette tilgængeligheden af det enkelte projekt samt for at kunne sammenligne de enkelte projekter med hinanden.

 

Rehabilitering:

Der eksisterer efterhånden flere studier, der forsøger at kortlægge effekten af afasirehabilitering, men det er en udfordring at kunne sammenligne de forskellige studier, da de ofte ikke er beskrevet ensartet. Der er brug for øget fokus på en systematiseret tilgang i fht. projekter, der undersøger rehabiliteringsudkomme. Dog er vi efterhånden der, hvor det er muligt at lave en form for opsummering af rehabiliteringseffekt, hvilket for nyligt har resulteret i europæiske anbefalinger af minimumsstandarder for afasirehabilitering, der bl.a. rummer nogle anbefalinger for intensitet og omfang af den logopædiske indsats:

• minimum 20 timers intervention
• minimum 3 timers intervention om ugen fordelt på minimum 4 gange
• tidligt igangsat intervention (max 4 uger efter onset)

Læs mere her.

 

Der sker en del indenfor sprog- og afasiforskningen, der udfordrer vores vanlige måde at anskue afasi på – herunder brug af AI og mere fokus på forskning i andre sprogstrukturer end engelsk. Viden om sprog på kropsniveau kan måske i nogle sammenhænge anskues som lidt tørt og gammeldags. Forskningen er kompleks og har svært ved at give entydige og let forståelige anbefalinger i fht. praksis, hvorfor man aner et nogengange afgrundsdybt skel imellem den viden, der genereres i sprogforskning, og den måde, de sproglige vanskeligheder angribes på i praksis. Jeg arbejder på en neurologisk hospitalsafdeling, og synes selv, jeg får meget ud af at høre om forskellige forskningsvinkler (f.eks. med fokus på brug af intransitive verber eller præpositioner ved afasi), da det finkalibrerer mine ører til at analysere patienternes sproglige vanskeligheder og gør mig i stand til med den nødvendige ballast at drøfte de kommunikative vanskeligheder i et tværfagligt regi. De færreste kan være uenige i, at det er nødvendigt at forsøge at afhjælpe de kommunikative vanskeligheder på såvel kropsniveau (ex. sprogrehabilitering) som på aktivitet og deltagelsesniveau (ex. kommunikationsstøtte). Men bevillingsudfordringer i de kommunale (og regionale) systemer i praksis understreger også nødvendigheden af, at der er brug for en forankring af de sproglige rehabiliteringsindsatser i forskning, der kan give en systematisk viden om afasi, og hvordan vi bedst muligt kan rehabilitere den enkelte borgers sproglige og kommunikative vanskeligheder, for at kunne argumentere for bl.a. finansering af udgiftstunge specialundervisningsindsatser. Men for at udforme relevant forskning og formidle den forståeligt, er det nødvendigt med øget samarbejde imellem forskere og praktikere – så hermed en opfordring til at tage en kop kaffe med en sprogforsker og drøfte vores logopædiske testredskaber og rehabiliteringstilgange.