Oktober er ASK måned!

ASK – Alternativ og Supplerende Kommunikation – er et afgørende redskab i at sikre udviklings- og deltagelsesmuligheder for mennesker med komplekse kommunikationsbehov. Og vi logopæder er med vores viden om kommunikation og sprog nøglepersoner i det tværfaglige samarbejde. Vores opgaver spænder bredt, fra at kortlægge barnets, den unges eller den voksnes kommunikative forudsætninger og behov, anbefale og introducere alternative kommunikationsformer og til at vejlede og støtte omgivelserne.
ASK handler ikke kun om redskaber og symboler, men om at give alle mennesker en stemme – en måde at udtrykke sig, blive hørt og deltage aktivt i fællesskaber på.
Det kræver tid, samarbejde og fælles forståelse – og her spiller logopæden en central rolle i at skabe bro mellem personen med kommunikationsvanskeligheder, familien, pædagoger, lærere og andre fagpersoner.
Ønsker du at vide mere om Alternativ og Supplerende Kommunikation? Så kan du melde dig til vores kommende ALF Konference, hvor der bl.a. vil være et oplæg om ASK ved Maja Sigurd Pilesjö, svensk logopæd, forsker og tidligere lektor ved SDU.