Fra kompensation til rehabilitering

Artiklen (028) er udgivet d. 8. oktober 2026 og er skrevet af Helene Callisen.

I dag er der i det faglige miljø enighed om, at ICF og rehabilitering er tidssvarende og relevante til voksenspecialundervisning. Men vores lovgivning, som bygger på en individualistisk genoptrænings- og kompensationslogik, har ikke fulgt med denne udvikling. ICF og rehabilitering bygger på systemisk teori, hvor mennesker opfattes som deltagere i sociale fællesskaber frem for isolerede individer. Det er derfor vigtigt, at vi arbejder frem imod at medtænke eksistentielle og psykosociale komponenters indflydelse på funktionsevne, krop og sundhed i vores indsatser på specialundervisningsområdet.

Læs min artikel Fra kompensation til rehabilitering. Hvordan kan vi som logopæder arbejde med en ny professionsidentitet, og hvordan begynder vi i højere grad at anskue borgeren som aktiv medskaber? i ALF’s artikelserie Behandling, undervisning, indsats og intervention. Her diskuterer jeg vores professionsidentitet i lyset af de symbolske forudsætninger for vores arbejde. Jeg tager udgangspunkt i hjerneskadeområdet, hvor jeg har arbejdet i snart 25 år.

Vi ser, at psykosociale og familiebaserede indsatser vinder indpas i neurorehabilitering. Men vi står som logopæder over for at måtte drage nogle konsekvenser af, hvad den systemiske tænkning betyder for vores måde at positionere os på – og hvordan vi arbejder med sprog, tale og kognition.

I systemisk teori er fokus ikke primært på individet, men på relationer, samspillet og konteksten. Man ser menneskers handlinger og kommunikation som noget, der skabes sammen med andre. Fokus er på ressourcer og løsninger frem for på fejl og mangler.

Praksisfeltet er i gang med at flytte sig i en sådan pragmatisk, dialogisk retning. Jeg tror, at logopædien står over for en omfattende fornyelse, når vi for alvor skifter fokus fra at arbejde med funktionsforstyrrelser (fejl og mangler) til at arbejde med fokus på aktivitet og deltagelse. Lovgivningen opretholder et læringssyn, som er beslægtet med apparatfejlsmodellen. Vi kan i stedet have en recovery-orienteret tilgang, der tager afsæt i indefra-perspektivet og arbejder med personens egen opfattelse af problemet i stedet for at målrette indsatsen på de ”defekte” funktioner efter hjerneskaden.

Dermed bliver fokus på samspillet mellem individet og omgivelserne og på at skabe rammer, der gør det lettere for personen at deltage. Coaching og facilitering af læreprocesser er nøglebegreber i en ny professionsidentitet. Her peges der på, at kunstbaserede grupper er en måde at give personen en plads i et fællesskab og derved arbejde med kommunikationsevne og empowerment.

I et rehabiliteringsperspektiv er succeskriteriet ikke at være fejlfri, men derimod at kunne indgå i relationer og kommunikere. Vi skal flytte fokus fra fejl og mangler til, hvad vi kan i et fællesskab, hvor vi samarbejder om en meningsfuld aktivitet.

”Connection is why we’re here. We are hardwired to connect with others, it’s what gives purpose and meaning to our lives, and without it there is suffering” (Brené Brown, Daring Greatly, 2012).