DTTC-Advanced
Hej alle.
Til DTTC-Advanced kurset beskrev jeg min analogi for at forklare og vise, hvordan VD kan forståes og hvorfor vi skal arbejde ud fra motorisk programmering.
Nogle af jer, der var med, spurgte, om jeg ville dele det med jer. Og selvfølgelig vil jeg det.
Jeg vil prøve at skrive min forklaring til billedet ned:
Noden repræsenterer barnets impressive sprog (forståelse, ordforråd, intentionen om aktivt at bruge sproget mv). Barnet ved, hvad det gerne vil sige ud fra det det lytter til – ligesom pianisten ud fra noden ved, hvad han/hun skal spille.
Pianisten repræsenterer hjernen – mere specifikt områderne for motorisk planlægning. Pianisten skal, på baggrund af sin viden om noden, planlægge rækkefølgen, rytmen, rækkefølgen, tempoet og pitch/volumen, inden det skal udføres. Hjernen skal altså korrekt programmere hvilke motorneuroner den skal aktivere for at producere netop de bevægelser der skal til, for at producere sproget/bevægelserne til sprogproduktion.
Pianistens fingre og fødder repræsenterer de øvre og nedre motorneuroner, der helt specifikt skal udføre det nøje planlagte program.
Klaverstrengene repræsenterer barnets muskler (respiratoriske, laryngale, fasciale) til tale, der aktiveres af neuronerne. Når pianisten trykker på en tangent, kommer der lyd – når en motorneuron aktiverer en muskelfiber, kommer der tension/spænding og dermed bevægelse.
HVIS pianisten ikke formår at programmere korrekt – selvom han/hun kan læse noden – vil musikken aldrig blive genkendelig for lytteren. Det er netop det centrale for barnet med VD. Barnts hjerne kan ikke korrekt programmere, og dermed kommer de forkerte bevægelser til udtryk.
På billedet er to cirkler, der markerer symptomerne og årsag til vanskeligheden.
Det kan også bruges til at forklare indsatsen:
Hvis vi øver individuelle lyde (fonologisk/lingvistisk træning) svarer det til, at vi beder pianisten trykke på A på klaveret, når noden viser A. Det kan pianisten godt – e´men det betyder ikke, at pianisten uden videre kan få denne bevægelse med ind i et samlet flow i et klaverstykke.
Når Pianisten har øvet længe på Für Elise (repræsenterer et ord eller en sætning), bliver vedkommende dygtig til netop dét stykke. Men det betyder ikke, at han/hun nemt spiller et nyt stykke, selvom det bare er de samme bevægelser i andre rækkefølger. Vi er nødt til at træne mange klaversatser (mange ord/fraser), inden der begynder at være en tilstrækkelig overførsel til andre stykker, fordi noget begynder at minde om hinanden.
Vi arbejder altså med programmering i helheder og ikke enkelt lyde.
Det er svært at forklare på skrift, men jeg håber, I kan bruge det. Ellers må I sige til, så prøver jeg at lave forklaringen i en video til jer.
Sara Schumann
Og fra Niels Thybæk-Hansen: DTTC Huskeseddel