Det er en stor fornøjelse at se tilbage på ALF Konferencen, der netop er afviklet: mange dygtige oplægsholdere, aktive deltagere, der stiller spørgsmål, en god stemning op og ned ad gangarealer med udstillere og snak ved kaffebordene, foruden Specialklassen, der leverede improviseret topunderholdning under middagen.
Der har sikkert også været et par skæverter ind imellem; det kan netop din evaluering af kurset bidrage til, at ALF kan tage højde for næste gang.
I Kursusvalget gør vi os i al fald stor umage for, at alle stemmer høres.
De skuldre vi står på: Æresmedlemmer
ALF ønsker at huske os alle på, at vi står skuldrene af nogen, hvis indsats er udgangspunkt for den audiologopædiske praksis, der udøves i dag.
I forbindelse med ALF´s 100 års jubilæum sidste år stiftede bestyrelsen derfor en ny tradition, nemlig at hylde og anerkende udvalgte personer, som har ydet eller yder en særlig indsats indenfor det audiologopædiske område, ved at udnævne dem til Æresmedlemmer.
Markeringen foregår i forbindelse med ALF Konferencen på Nyborg Strand.
I ALF er vi stolte over de respektive faglige kvalifikationer og de personlige egenskaber, som æresmedlemmerne på hver deres måde har bidraget/bidrager med til gavn for vores fag og de børn, unge og voksne, der har behov for vores viden og intervention.
I 2023 faldt valget på Per Nielsen, audiologopæd, for sin utrættelige indsats i foreningen – både som formand og som redaktør på databaseartikler i Audiologopædisk Tidsskrift: ALT
I år blev hele tre personer udnævnt til Æresmedlemmer:
Birgitte Franck, audiologopæd, anerkendes for sin vedholdenhed, når det gælder at bedre vilkår for børn og unge med høretab, ligesom det har altid ligget Birgitte på sinde, at få forældrene aktivt involveret i undervisningen og i beslutningsprocesser. Birgitte var desuden den første, der tog initiativ til og fik gennemført et længerevarende kursusforløb i AVT med de stærkeste kræfter fra blandt andet Auditory Verbal UK.
Jytte Isaksen, PHD og lektor ved Syddansk Universitet, har bemærket sig bredt både inden- og udenlands grundet sit store engagement for at hjælpe personer med afasi. Jyttes interesse for, hvordan samtalepartnere bedst kan kommunikere med personer med afasi, og hvordan afasi påvirker den ramte og dennes omgivelser, har gavnet mange mennesker: patienter, pårørende og fagpersoner. Jytte modtog juni 2023 sammen med to forskerkollegaer en bevilling på knap 6 millioner kr. fra Novo Nordisk Fonden til at udvikle tværfaglige værktøjer, som kan hjælpe personer med afasi og deres familier.
Lone Percy-Smith, Adjungeret professor, PhD MA Audiologopædi, har med sit kliniske arbejde, sin forskning, sine publiceringer både i Danmark og i udlandet og sin store fremsynethed i høj grad påvirket ikke blot den daglige praksis for børn og unge med høretab, men også det politiske niveau. Lones utrættelige indsats, i samarbejde med Forældre Foreningen Decibel, har således ført til højere faglige standarder på området i hvilken forbindelse, AVT kom på Finansloven.
Tilbage til rødderne: Alletiders ALF
Mange audiologopæder/logopæder yder lokalt en prisværdig indsats i den daglige praksis til stor gavn for børn, unge, voksne, som bokser med kommunikative eller sproglige vanskeligheder. Ofte er der tale om en praksis, om ideer, om materialeudvikling, som også kolleger bliver inspireret af.
ALF vil gerne bakke op om, at ”hverdagens helte” synliggøres og har derfor besluttet at indføre endnu en pris: Alletiders ALF.
Hvis du som ALF-medlem har en kollega, du synes yder en særlig prisværdig indsats, kan du kontakte kursus@alf.dk. Skriv et par linjer om din kollega og din begrundelse for, at din kollega er en Alletiders ALF. Din kollega får tilsendt et diplom og får desuden et års gratis medlemskab.
Vi opfordrer derfor til at komme til tasterne! Prisuddelingen bekendtgøres løbende på hjemmesiden samt i Nyhedsbreve.