– i relation til børn med udviklingsmæssig sprogforstyrrelse (DLD)
Som talspersoner for børn med udviklingsmæssig sprogforstyrrelse (’Developmental Language Disorder, DLD’) ønsker vi at pege på problemerne ved at antage, at børn med DLD bliver opsporet via det nationale sprogscreeningsprogram (sprogvurdering).
De fleste kommuner anvender Børne- og Undervisningsministeriets Sprogvurdering 3-6 til den obligatoriske sprogscreening. Dette er imidlertid ikke et diagnostisk værktøj, og dets sensitivitet (= evne til korrekt at udpege børn med sprogvanskeligheder), specificitet (= evne til korrekt at udpege børn uden sprogvanskeligheder) og prædiktive værdi (= sandsynlighed for korrekt udpegning) er ikke dokumenteret. Det er derfor uvist, om Sprogvurdering 3-6 identificerer børn med sprogvanskeligheder, herunder børn med DLD, der har behov for ekstra hjælp og støtte.
Ifølge den eksisterende, internationale forskning er der ingen evidens for, at national sprogscreening bidrager til opsporing af børn med DLD, og disse børn risikerer derfor at blive overset og som følge heraf ikke blive tilbudt den nødvendige hjælp og støtte. Det kan få alvorlige og langsigtede konsekvenser.
Det er afgørende, at børn med DLD opspores og får den rette hjælp og støtte. Logopæder er den faggruppe, der har viden om DLD, og som kan udrede og iværksætte intervention i tæt samarbejde med de voksne omkring barnet. Derfor er det vigtigt, at pædagoger, børnehaveklasseledere, lærere og andre, der arbejder med børn og sprog i hverdagen, er opmærksomme på, at det kræver andre metoder end sprogscreening at opspore børn med DLD.
Hvis du er i tvivl om, hvorvidt et barn er i risiko for at have DLD, anbefales det, at du kontakter en logopæd via din kommunes Pædagogisk Psykologisk Rådgivning (PPR).
Læs mere om opsporing af børn med DLD her: https://www.sdu.dk/da/forskning/cll/produkter/nye-veje-til-indsatser-for-sprogligt-udsatte-boern
På vegne af
RADLD Danish National Committee
Den danske RADLD-gruppe