Priser
Æresmedlemmer
2023
Per Nielsen
2024
Birgitte Franck, audiologopæd, anerkendes for sin vedholdenhed, når det gælder at bedre vilkår for børn og unge med høretab, ligesom det har altid ligget Birgitte på sinde, at få forældrene aktivt involveret i undervisningen og i beslutningsprocesser. Birgitte var desuden den første, der tog initiativ til og fik gennemført et længerevarende kursusforløb i AVT med de stærkeste kræfter fra blandt andet Auditory Verbal UK.
Jytte Isaksen, PHD og lektor ved Syddansk Universitet, har bemærket sig bredt både inden- og udenlands grundet sit store engagement for at hjælpe personer med afasi. Jyttes interesse for, hvordan samtalepartnere bedst kan kommunikere med personer med afasi, og hvordan afasi påvirker den ramte og dennes omgivelser, har gavnet mange mennesker: patienter, pårørende og fagpersoner. Jytte modtog juni 2023 sammen med to forskerkollegaer en bevilling på knap 6 millioner kr. fra Novo Nordisk Fonden til at udvikle tværfaglige værktøjer, som kan hjælpe personer med afasi og deres familier.
Lone Percy-Smith, Adjungeret professor, PhD MA Audiologopædi, har med sit kliniske arbejde, sin forskning, sine publiceringer både i Danmark og i udlandet og sin store fremsynethed i høj grad påvirket ikke blot den daglige praksis for børn og unge med høretab, men også det politiske niveau. Lones utrættelige indsats, i samarbejde med Forældre Foreningen Decibel, har således ført til højere faglige standarder på området i hvilken forbindelse, AVT kom på Finansloven.
Alletiders ALF
ALF har besluttet sig for at hylde hverdagens helte med ‘Alletiders ALF prisen’.
Mange audiologopæder/logopæder yder lokalt en prisværdig indsats i den daglige praksis til stor gavn for børn, unge, voksne, som bokser med kommunikative eller sproglige vanskeligheder. Ofte er der tale om en praksis, om ideer, om materialeudvikling, som også kolleger bliver inspireret af.
ALF vil gerne bakke op om, at ”hverdagens helte” synliggøres og har derfor besluttet at indføre endnu en pris: Alletiders ALF.
Hvis du som ALF-medlem har en kollega, du synes yder en særlig prisværdig indsats, kan du kontakte kursus@alf.dk. Skriv et par linjer om din kollega og din begrundelse for, at din kollega er en Alletiders ALF. Din kollega får tilsendt et diplom og får desuden et års gratis medlemskab.
Vi opfordrer derfor til at komme til tasterne! Prisuddelingen bekendtgøres løbende på hjemmesiden samt i nyhedsbreve.
2024
Maria Grundtvig har igennem mange år delt praksisnære tips på sin hjemmeside www.minkusinemaria.dk og på SoMe. Hun har holdt oplæg for logopæder i mange sammenhænge; blandt andet om brug af IPad i den logopædiske praksis og om fonologiske metoder. Maria er eminent dygtig til at ‘oversætte’ forskningsbaserede metoder til praktisk anvendelige materialer og videoer, der er lige til at gå til for den travle logopæd. Vi hylder Maria for hendes kreativitet og høje faglige niveau med Alletiders ALF prisen.
Louise Weifenbach, ansat på Neuro-rehabiliteringen, Svendborg, og er indstillet af sin kollega Sanne Bech Hansen som Alletiders ALF med disse ord:
“Louise er en drømme-kollega; – trods hendes relative unge alder er hun fagligt utrolig dygtig og erfaren indenfor mange logopædiske områder, i særdeleshed indenfor både senhjerneskade og mundhuleopererede. Hun har for nyligt lavet en håndbog, version 1 i “Total laryngektomi, vidensdeling til logopæder”
Louise er inspirerende at arbejde sammen med, hun er dybt dedikeret/engageret i den daglige drift; – er super i patient- og pårørendesamarbejdet og i det tværfaglige samarbejde på afdelingen. Man ved, hvor man har hende og hun har en god energi og arbejdsiver. Næsten hver morgen siger hun, inden vi går i gang: “i dag giver vi den gas”.”