Privatpraktiserende (audio)logopæder med offentlige kunder
Opdateret d. 28. maj 2020
af Eva Hansen, juridisk konsulent
Anvendte begreber og et forbehold
I det følgende bruges begrebet ’kunden’ om den person, du som privatpraktiserende indgår aftale med, og ’brugeren’ om den person, du behandler/underviser, da de to ikke altid er sammenfaldende. Eksempelvis kan en kunde være et forældrepar og brugeren deres barn, eller kunden kan være en kommune og brugeren en borger – barn eller voksen.
Da der er et utal af regler inden for mange forskellige slags regelområder, der kan være af relevans for dig som (audio)logopæd, er det ikke her muligt udtømmende at redegøre for alt eller at redegøre for emnerne i detaljer. Meningen med denne vejledning er at give dig et overblik over de ting, der skønnes at være mest relevant for dig, så du kender dine egne rettigheder og pligter bedre og dermed nemmere kan undgå at få problemer af juridisk karakter pga. dit arbejde.
Generelt om at være privatpraktiserende
Når du er privatpraktiserende, vil du normalt blive betragtet som selvstændig erhvervsdrivende. Det har den betydning, at du bliver omfattet af nogle andre regler, bl.a. i forhold til tavshedspligt, behandling af kundeoplysninger, skat, erstatning og arbejdsløshedsforsikring.
Må jeg være privatpraktiserende ved siden af arbejdet som offentligt ansat?
Ja, som udgangspunkt må du godt, så længe det er ”foreneligt med tjenesten”. Det vil blandt andet sige, at dit selvstændige bierhverv ikke må medføre interessekonflikter eller lægge for stort beslag på din arbejdskraft mv. Læs mere herom på side 37-38 i vejledningen ”God adfærd i det offentlige”.
Er det vigtigt, at jeg ved, om jeg er ansat eller selvstændig erhvervsdrivende, dvs. privatpraktiserende?
Ja, det er vigtigt, da det f.eks. har betydning for, hvad du kan trække fra i skat og din ret til dagpenge i tilfælde af arbejdsløshed.
Påtager du dig en enkelt eller flere opgaver for en offentlig myndighed, vil du kun blive omfattet af de regler, der gælder for offentlige myndigheder, hvis du bliver ”ansat”.
Det er ikke altid ganske klart, om du er ansat eller om myndigheden blot køber dine tjenesteydelser.
Du bør altid søge evt. tvivl afklaret, da det er vigtigt i mange sammenhænge, om du er selvstændig erhvervsdrivende eller ansat. Du bør som minimum undersøge, om skattevæsnet og din a-kasse betragter dig som ansat eller selvstændig. Om betydningen heraf, se afsnittet ’Forsikringer, moms, skat mv.’ i ’Privatpraktiserende (audio)logopæder med private kunder’.
Er du selvstændig kan det være nyttigt for dig at vide, at man i juridisk sprogbrug taler man om, at den offentlige myndighed er din ’hvervgiver’ i stedet for ’arbejdsgiver’, og at du betales for dine ’tjenesteydelser’ i stedet for din ’arbejdskraft’.
Hvilke regler gælder for mit arbejde?
Er du selvstændig, gælder der i det store og hele det samme for dig, som hvis du havde private kunder. Du bør derfor læse siden ”Privatpraktiserende (audio)logopæder med private kunder”. Der står bl.a. vigtig information om forsikring, skat mv.
Dog vil du formentlig have flere pligter pga. aftalens indhold, når din kunde er en offentlig myndighed.
Det fremgår af den nugældende lovgivning om specialundervisning for voksne, at regioner og kommuner kan henvise til undervisning hos bl.a. private. Når de vælger at henvise til private, er der fastsat regler for, hvad myndighedernes overenskomster, dvs. aftaler, med underviserne skal indeholde.
Reglerne siger bl.a. følgende: ”Overenskomsterne skal indeholde rammerne for undervisningens indhold, tilrettelæggelse og omfang. De skal desuden indeholde økonomiske vilkår, herunder budget og regnskab, forhold vedrørende lokaleanvisning og -tilskud, fornødne leder- og lærerkvalifikationer og forpligtelsen til at give kommunalbestyrelsen eller regionsrådet oplysninger om varetagelsen af opgaverne, jf. § 11 i bekendtgørelse om specialundervisning for voksne.”
Se evt. mere herom i kapitel 7 i vejledning for specialundervisning for voksne.
Regioner og kommuner kan også stille andre krav end de i reglerne nævnte, når de indgår aftale med dig. Du er som privatpraktiserende ikke forpligtet af denne lov, det er kommunen/regionen. Men du er bundet af indholdet i den aftale, du indgår med det offentlige.
Hvis der i en aftale, som du har indgået med en myndighed står, at du f.eks. hver måned skal oplyse om behandlingens effekt for den henviste borger, har du pligt til at gøre det. Myndigheden har almindeligvis pligt til at oplyse borgeren om denne udveksling af oplysninger.
Har jeg tavshedspligt?
Ja, du har tavshedspligt efter straffelovens § 152a, når du ”er eller har været beskæftiget med opgaver, der udføres efter aftale med en offentlig myndighed”. Endvidere kan myndigheden pålægge dig tavshedspligt efter forvaltningslovens § 27, stk. 6.